Stjernesymbol i menu


Læs og søg i Det Tredje Testamente
   Stk.:  
(F,I,78-100) 
.  
(1,U) 
 
Avanceret søgning
Se symbol nr. 99 i nyt vindue Indholdsfortegnelse for Det Evige Verdensbillede, bog 6   

 

 
Udvalgte tekster
til symbol nr. 99
 
Småbog 1, Menneskehedens skæbne, kapitel 10-11
Tilværelsesplanerne
10. I henhold til de seks særlige grundenergier former denne udvikling sig som en passage gennem seks særlige afsnit, hvilket vil sige et for hver grundenergi. Ethvert sådant afsnit vil altså repræsentere en fra de andre afsnit særlig afvigende form for oplevelse af livet og udtrykkes under begrebet "et tilværelsesplan" eller "rige". Der findes således seks tilværelsesplaner. Af disse udgør det første det, vi kalder "planteriget", det andet "dyreriget" og det tredje "menneskeriget". Det fjerde har jeg givet navnet "visdomsriget", det femte "den guddommelige verden" og det sjette "salighedsriget". Af disse riger har det jordiske menneske altså passeret kulminationen af dyreriget og er stærkt på vej til det næste rige. Det er således endnu ikke et færdigt menneske, men det er jo heller ikke et dyr i renkultur. Det er et overgangsvæsen mellem dyr og menneske. Dette forstås bedre, når man erkender, hvilke grundenergier der ligger bag rigerne. Disse grundenergier har menneskene endnu ikke lært at kende i deres sande natur som energi, men derimod som realiteter, der udtrykkes under begreberne: "Instinkt", "tyngde", "følelse", "intelligens", "intuition" og "hukommelse". Disse realiteter udgør altså for det kosmiske klarsyn livets store og absolutte grundenergier. Alt i tilværelsen er sammensat af disse energier. Bag planteriget ligger "instinktenergien", bag dyreriget "tyngdeenergien". Denne sidstnævnte energi er af en sådan natur, at den befordrer "det dræbende princip" eller alt, hvad der kommer ind under begreberne "sorg", "sygdom" og "lemlæstelse". Bag menneskeriget ligger "følelsesenergien" eller den energi, der i sin højeste instans fremtræder som "kærlighed". Bag visdomsriget ligger "intelligensenergien", bag "den guddommelige verden" ligger "intuitionsenergien" og bag salighedsriget "hukommelsesenergien".
      Det må naturligvis forstås, at alle energierne er til stede i ethvert tilværelsesplan, men den energi, der her er opgivet i forbindelse med hvert tilværelsesplan, er den, der behersker og præger det pågældende plan.
      Idet de levende væsener efter at have passeret de her nævnte seks riger går ind i et nyt planterige, et nyt dyrerige osv., men af langt større dimensioner og af en mere ophøjet natur end de forudgående riger, bliver denne passage eller de levende væseners udvikling yderligere at inddele i nogle store afsnit. Ethvert af disse vil altså bestå af de nævnte seks tilværelsesplaner. De levende væsener befinder sig således i en evigt fortsættende passage fremad og opad mod større og større højder i kærlighed, harmoni og skønhed i Guddommens umådelige rige.
Spiralzonerne
11. I forrige kapitel blev læserne gjort bekendt med, at de levende væseners oplevelse af livet former sig som en passage fremad og opad gennem en uendelig fortsættende række af tilværelsesplaner, og at disse tilværelsesplaner er identiske med verdensaltets samlede stof, materie eller energi. Endvidere fremgik det af samme kapitel, at tilværelsesplanerne på grund af denne energis særlige organisation fremtræder i form af seks forskellige kategorier, hvoraf den første kendes som "planteriget", den anden som "dyreriget", den tredje som "menneskeriget" osv. I form af udvikling passerer de levende væsener alle uden undtagelse disse seks tilværelsesplaner i en mod fuldkommenhed stedse stigende gentagelse. Udviklingen blev derved at ligne ved en uendelig trappeformation, i hvilken hvert enkelt tilværelsesplan udgør et trin, og seks sådanne "trin" et større trin, jeg har udtrykt som "en spiralzone".
      Det jordiske menneske befinder sig altså i en sådan "spiralzone". I forbindelse med denne udgør de tre nærmeste overliggende og de tre nærmeste underliggende et uadskilleligt sammenspil. Da dette sammenspil igen er en urokkelig livsbetingelse for det nævnte væsen, er det således ikke tilfældigt, at grundenergierne fremtræder i spiralzoner. Ethvert levende væsens oplevelse af livet betinges altså af syv spiralzoner eller et sammenspil af 42 tilværelsesplaner. Man vil derfor kunne forstå, at jeg ikke her kan gå i detaljer, men må henvise til "Livets Bog". Dog skal jeg bemærke, at de underliggende spiralzoner er befolket med mikroskopiske væsener, hvis tilværelsesplaner blandt andet kommer til udløsning i vor organisme, mens de overliggende spiralzoners væsener er af makrokosmisk natur og afgiver i form af universet den "organisme", inden i hvilken vi selv skuer dagens lys eller "lever, røres og ere".


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.