Læs og søg i Det Tredje Testamente
   Stk.:  
(F,I,78-100) 
.  
(1,U) 
 
Avanceret søgning
Se symbol nr. 97 i nyt vindue Indholdsfortegnelse for Det Evige Verdensbillede, bog 6   

 

 
Udvalgte tekster
til symbol nr. 97
 
Livets Bog, bind 3, stk. 777
Livssubstans nr. 5: Stoffet eller materien
777. Men idet vi således her har set, at der finder en "tiltrækning" (sult) og en "frastødning" (afføring) sted, bliver det dermed en kendsgerning for os, at der er "noget", der "tiltrækkes", og "noget", der "frastødes". Men da der ved denne "tiltrækning" og "frastødning" blev skabt en "mættelse", blev denne "mættelse" det samme som "noget", der blev tilbage. Hvad er nu dette "noget", der således blev "tiltrukket", og det "noget", der blev "frastødt", og det "noget", der blev tilbage? – Ja, det kan i sig selv kun udgøre den allerførste analyse af begrebet "stof" eller "materie".
      Da vor analyse her begyndte med "urbegæret", og dette "urbegær" igen var udgørende "tiltrækning" og "frastødning", var disse to foreteelser i deres egennatur ikke at udtrykke som "stof", men derimod som "bevægelse". Og det var således disse to "bevægelsesarter", vi henholdsvis udtrykte som "sult" og "afføring". Men "bevægelse" er ikke noget i sig selv. Hvis ikke der er "noget", der kan "bevæges", eksisterer "bevægelsen" ikke. Der må altså en tredje faktor til, nemlig, det "noget", som kan "flyttes" eller "bevæges". Men da "noget", som kan "flyttes" eller "bevæges", aldrig i noget som helst tilfælde kan være andet end "stof" eller "materie", sålænge det er "bevægelsen" underlegen, i modsat fald måtte det, som vi senere skal se, være det samme som "kraft", må vi her udtrykke alt, hvad der netop forekommer under begrebet "stof" eller "materie", som "livssubstans nr. 5".
 
 
Livets Bog, bind 6, stk. 2185
Væsenets jeg og overbevidsthed som evigt eksisterende bag dets skiftende inkarnationer
2185. Vi har efterhånden begyndt at lære det levende væsens inderste kernestruktur eller overbevidsthed at kende. Vi ved, at denne uadskilleligt er knyttet til jeget og således evigt er ét med dette. Som vi har set, består overbevidstheden blandt andet af et ligeså evigt organ, nemlig skæbneelementet med talentkernerne for al den udvikling og begavelse, de evner og anlæg, som væsenet til dato igennem inkarnationerne har tilegnet sig. Igennem disse talentkerner, der i princip er det samme som psykiske plantefrø, kan de evner og anlæg, der som stivnet energi er indlagt i disse, overleve væsenets fysiske organismes undergang og atter komme ud af sin stivnede tilstand, komme til udfoldelse, blive kraften i opbygningen af dets ny organisme og her, når de ydre fysiske og psykiske betingelser herfor er til stede, befordre de evner og anlæg, som det har tilegnet sig i tidligere inkarnationer. Overbevidstheden bliver således her synlig som stadig eksisterende bag det levende væsens skiftende inkarnationer i fysisk materie. Den udgør en ganske uforanderlig del af det levende væsen. Den er ikke et produkt af skabelse og kan derfor aldrig nogen sinde have begyndt, ligesom den heller aldrig nogen sinde kan ophøre, idet den i sig selv er absolut stilhed eller ubevægelighed. Det eneste bevægelige i dens område er talentkernernes passage ind og ud af skæbneelementet og de grænseområder af den, ved hvilke den er forbundet med underbevidstheden eller væsenets natbevidsthed og dagsbevidsthed, og dermed dens tilknytning til væsenets oplevelse og manifestation.
 
 
Det Evige Verdensbillede, bog 4, stk. 34.16
Hvorfor diskarnerede væsener fødes hos artsbeslægtede væsener
34.16 Når det diskarnerede eller åndelige væsen kan forbinde sig med de to fysiske parringsvæseners parringsakt ved sæd- og ægcellefunktionens kombinerede proces, skyldes det netop dette, at denne proces udløser en overordentlig stor udstråling af en højåndelig energi af en særlig kvalitet. Denne højåndelige energi fornemmes som kulminationen af behags- eller vellystfornemmelse eller salighed og afslører sig for det udviklede menneske som selve Guds ånd. Disse parringsparternes kombinerede befrugtningsorganers høje opladning af salighedsenergi under parringsakten udgør et tiltrækningsobjekt for de til fysisk inkarnation eller genfødsel modne, diskarnerede væsener. Men vi må her forstå, at når børn har samme egenskaber eller talenter som forældrene, så er disse egenskaber eller talenter ikke arvet fra forældrene, men er foreteelser, der mere eller mindre allerede var udviklede hos de pågældende væsener i deres tidligere jordliv. Det er således deres absolutte egen arv og ikke noget, de gratis får fra forældrene. Og det er netop denne afkommets egen arv fra en tidligere tilværelse, der bevirker, at de mere eller mindre bliver knyttet til forældre med samme mere eller mindre beslægtede egenskaber og talenter og derved kommer til at ligne forældrene, bliver af samme art, race, talent eller begavelsesart.
      For at være tiltrækningsobjekt for de diskarnerede væsener, må de fysiske væsener således være af samme art eller race som de diskarnerede væsener, de ved parringsakten og undfangelsen tiltrækker. Salighedsudstrålingen fra en parringsakt mellem for eksempel to hunde kan normalt kun virke som tiltrækningsobjekt for diskarnerede hunde af samme eller beslægtet art. Samme princip gælder naturligvis også for andre dyr og de ufærdige enpolede mennesker. Derfor kan mennesker kun få menneskebørn, aber abebørn, hunde hundehvalpe og således fremdeles. Men det er ikke blot det, at væsenerne er af samme art eller race, der befordrer tiltrækningen mellem de diskarnerede væsener og de fysiske parringsvæsener. Tiltrækningen bestemmes også, som allerede nævnt, af væsenernes lighed i talentkerneområdet, hvilket vil sige: i begavelse, karakter og væremåde.
      For disse væsenets bevidsthedsegenskaber danner der sig i de befrugtningsdygtige væsener et sæt talentkerner i rent mikrokosmisk format. Et sådant mikrotalentkernesæt rummes i hankønsvæsenets og hunkønsvæsenets befrugtningsmateriale, hvilket vil sige: sædcellen og ægcellen. Disse to celler rummer mikroorganer eller talentkerner for opbygning af en ny fysisk organisme for et levende væsen, når betingelserne herfor kommer til udløsning igennem de to pågældende væseners parringsakt. Disse mikrotalentkerner rummes i de såkaldte "kromosomer" og "gener", der udgør det koncentrerede talentkernemateriale til en ny organisme. Når dette talentkernemateriale fra hankønsvæsenets sædcelle kommer i forbindelse med talentkernematerialet fra hunkønsvæsenets ægcelle i moderlivet, begynder den proces, vi kalder fosterdannelse, der er det samme som den begyndende skabelse af en ny fysisk organisme.
 
 
Småbog 5, Den ideelle føde, kapitel 9
Virkningerne af uheldig ernæring kan følge individet gennem flere inkarnationer
9. [...] Nævnte evighedslegeme udgør et åndslegeme i hvilket individets jeg permanent fremtræder, ganske uafhængigt af om det er inkarneret eller diskarneret i et materielt eller fysisk legeme. Ved udskejelser, ved tilvænning af fejlagtige eller unaturlige tilbøjeligheder i en materiel tilværelse eller et jordliv nedsætter eller ødelægger individet i tilsvarende grad denne sin skabeevne.
      Med hensyn til den omtalte uheldige ernæring kan denne altså indvirke således på individets skabeevne, at samme individ blandt andet bliver ude af stand til at opbygge normale stofskifteorganer i sit fysiske legeme ved en ny inkarnation. Virkningen heraf bliver, at samme legeme lige fra fosterdannelsen bliver genstand for altfor megen fedme. At et sådant individ fortrinsvis fødes hos forældre med lignende tendenser, eller hvis det har nedbrudt sin skabeevne ved drikkeri og derved fortrinsvis fødes hos drikfældige forældre eller på andre måder fødes hos forældre, der har de samme gode eller slette tilbøjeligheder som det selv, skyldes ganske naturligt loven for tiltrækning og frastødning. Men for at forstå dette må vi gå helt tilbage til nævnte individs diskarnerede tilstand, hvilket vil sige, dets åndelige tilværelse før dets nuværende fødsel. I nævnte tilværelse fremtræder det foruden i visse underordnede åndelige legemer også i et general- eller hovedlegeme. Dette legeme beskrives i Livets Bog som individets "evighedslegeme" eller "X2". Nævnte legeme er hovedsædet for individets skabeevne og ligger til grund for individets manifestation og evne til at genfødes. Nævnte legeme bliver altså det dybeste udløsende moment for individets skabelse af et nyt fysisk legeme. Gennem førstnævnte legeme, der selv repræsenterer den syvende grundenergi, udløses individets korrespondance med tilværelsens seks andre grundenergier, hvilket vil sige dets daglige liv og færden, dets opbyggelse og nedbrydning af materie, dets ungdom og alderdom, dets fysiske og åndelige tilværelse. Da det samme legeme således fremtræder som sædet for en stadigt skiftende kombinering af grundenergierne, repræsenterer det således til enhver tid en tilsvarende form for udstråling. Denne udstråling vil igen være at udtrykke som individets "åndsglorie". Denne glorie udgøres altså af åndelig energi. Men da åndelig energi igen i følge "Livets Bog" kommer ind under begrebet "elektricitet", vil nævnte glorie således repræsentere en eller anden form for elektrisk natur. Men en elektrisk energimængde, der fremtræder i en bestemt form for begrænsning, vil jo være at udtrykke som en "bølgelængde". Men en "bølgelængde" kan igen kun dirigeres ved tiltrækning og frastødning. Tiltrækning og frastødning kan igen kun komme til udløsning gennem "apparater". For det åndelige eller ufødte væsen udgøres disse "apparater" indtil et vist område af inkarnerede væseners fysiske legemer. Når et han- og hunvæsen gennem deres fysiske legemer indgår en seksuel forbindelse, og denne forbindelse er fuldkommen, hvilket vil sige, at befrugtning finder sted, har de nævnte væsener om end ubevidst udløst tiltrækning af et diskarneret individs åndsglorie. Ved deres seksuelle samleje har de nævnte to væsener således tilsammen virket som "modtagerapparat" for et ufødt individs glorie eller "bølgelængde". Denne "bølgelængde" bliver igen direkte fastholdt af "modtagerapparatets" "kondensator", hvilket vil sige hunvæsenets befrugtningsorganer. Efter at denne forbindelse er kommet i stand, kan det ufødte eller diskarnerede individs energi ved hjælp af nævnte organer begynde at vibrere i fysisk materie. Og resultatet heraf udgør det, vi kalder "fosterdannelse". Hunvæsenet virker altså her som et direkte medium eller redskab for et diskarneret individ eller åndsvæsen, der nu er i færd med at materialisere eller skabe sig et nyt fysisk legeme. Når dette legeme når en vis tilstrækkelig position, udskilles det gennem den proces, vi kalder "fødslen", fra mediets fysiske legeme, hvorefter det bliver synligt på det fysiske plan som en "nyfødt" verdensborger. Til denne er altså hunvæsenet "moder" og hanvæsenet "fader".
      Jeg kan naturligvis ikke her gå i detaljer med så omfattende et problem, men må henvise til de kommende bind af "Livets Bog". Når jeg her giver disse enkelte svage konturer af problemet, er det kun for at vise, at ingen medfødte tendenser er uskyldigt påførte, men at disse i absolut alle tilfælde vil være identiske med resultater af individets egen vandel i tidligere liv eller tilværelser. Thi da ethvert diskarneret individ udgør en "bølgelængde", og dennes karakter udgøres af individets i dets sidste forudgående fysiske inkarnationer opelskede vaner og tilbøjeligheder, opbyggelser og nedbrydelser af skabeevnen, og denne særlige begrænsning af "bølgelængden" betinger tilsvarende særlig indstilling af "apparaterne" for sin "modtagelse", kan intet diskarneret individs "åndsglorie" blive tiltrukket af noget "apparat", hvilket vil sige medium eller forældre, der ikke på en eller anden måde er indstillet på samme "bølgeområde".
      Det er denne guddommelige anordning, der betinger, at køer ikke føder bjørneunger, at bjørne ikke føder elefanter, at elefanter ikke føder mennesker eller lignende, men at hver art af levende væsener netop føder de for sin art særligt passende individer. Men ligesom de evige love således her betinger eller garanterer arternes rigtige fødsler, således betinger de samme love også, at de defekte og de fuldkomne individer får de for hver især særligt passende fødsler, således at intet individ ved arvelighed kan påføres tendenser, gode eller slette, som det ikke oprindeligt selv er ophav til. Loven for tiltrækning og frastødning betinger således, at ethvert individ hele tiden har sin egen skæbnes tråde i sin hånd og ustandseligt kan arbejde på sin egen guddommeliggørelse. Det vigtigste punkt for det samme individ bliver altså at komme til erkendelse eller fuld klarhed over denne sin egen altoverskyggende guddommelige magt for derved at anvende den i styringen af sin egen skæbne mod de højeste tinder.
 
 
Bisættelse, kapitel 149
Organismens undergang og skabelsen af en ny organisme og dermed skabelsen af barndom, ungdom, manddom og alderdom
149. Men når jeget således må kassere sit fysiske redskab, kan det jo efter denne kassation ikke mere direkte opleve den fysiske verden, lige så lidt som en mand kan køre i sin bil, når denne er kasseret, er blevet ubrugelig og ikke mere er til at reparere. Og ligesom han må afvente anskaffelsen af en ny vogn for at kunne køre igen, således må også det levende væsen afvente anskaffelsen af et nyt fysisk legeme, før det igen normalt kan manifestere sig på det fysiske plan. Der bliver således i ethvert levende væsens evige væren et tidsrum, hvor det ikke fremtræder på det fysiske plan, nemlig fra det tidspunkt, hvor dets fysiske legeme ikke mere er tjenligt til sit formål, og til det tidspunkt, hvor individet atter har fået bygget et nyt fysisk legeme så meget op, at det kan udløse de nødvendige hovedfunktioner, såsom puls, åndedræt og fordøjelse, der jo er nævnte legemes motoriske drivkraftbasis. Når det fysiske legeme er nået til et sådant stadium, hvor denne virksomhed kan begynde, behøver det ikke mere at ernæres af moderlegemets blod, men fødes til verden. Fosterstadiet er ophørt, og en ny fysisk tilværelse er begyndt for det pågældende legemes ophav. Men det nye legeme er endnu langt fra at være færdigbygget og er endnu ikke tjenligt til den fulde fysiske manifestation, men må gradvis bygges op og trænes til denne. Denne gradvise opbygning af den fysiske organisme kalder vi "vækst". Og det er denne vækst, der ligger til grund for, at det levende væsen kommer til at gennemgå de forskellige stadier, vi kender under begreberne "barndom", "ungdom", "manddom" og "alderdom".
      Først ved manddommens eller trediveårsalderens indtræden er det almindelige jordiske menneskes fysiske legeme fuldt modent eller færdigbygget, og først her kan dets ophavs virkelige karaktertrin og sande udviklingstilstand gøre sig helt gældende. Før det har nået denne modenhedstilstand, kan man ikke helt bedømme dets karaktertilstand, da den indtil da i stor udstrækning kun er repetitioner af mindre udviklede karaktertrin, som det pågældende væsen egentlig har overvundet i tidligere liv. (Se Livets Bog, stk. 148).
 
 
Kosmos nr. 8, 2013, Ånd, stk. 11
Skæbneelementet indeholder essensen af tidligere livs oplevelser i form af evner og talenter
11. Naturligvis kan jeg ikke i et kort foredrag forklare Dem alle detaljerne i denne proces, men må henvise Dem til de afsnit i Livets Bog, hvor jeg udførligt behandler sanseevnens analyse. Men jeg håber alligevel her at have givet Dem et lille indblik i den side af Deres væsen, som hidtil har været skjult for Dem. De her nævnte tre principper ligger altså til grund for ethvert levende væsens tilsynekomst. I sig selv er de uadskillelige, de er i virkeligheden tre analyser af én og samme ting. Men medens X3 således udgør tilværelsens farvestrålende kolorering og X1 den, der oplever denne kolorering, så er X2 interessant derved, at vi indenfor dets område finder det levende væsens skatkammer. De ved nu, at al skabelse i X3 finder sted på basis af de seks store grundenergier: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Disse energier forekommer i enhver form for fysisk eller åndelig skabelse. Men der findes en syvende energi, som jeg kalder "moderenergien", idet den udgør grundlaget for enhver evne- eller talentdannelse. Denne moderenergi har sit sæde i X2 og ligger til grund for det, jeg kalder det levende væsens "skæbneelement". Ud fra dette skæbneelement finder al skabelse sted. I sig selv udgør det et område, indenfor hvilket vi finder essensen af det levende væsens reaktioner overfor X3 eller yderverdenen i form af alle de evner og talenter, der betinger dets ydre tilsynekomst som plante, dyr, menneske osv. Disse evner eller talenter er at ligne ved "frø", idet de udgør essensen af tidligere livs oplevelser. Det er virkningen af disse "talentkerner", vi er vidne til fra det øjeblik, undfangelsen har fundet sted. Ved hjælp af denne essentielle viden fra en evig fortid, opbygger det levende væsen først sin fysiske organisme i moders liv for derefter gradvis at åbenbare sin natur igennem samme organisme. Men da det ikke alene drejer sig om at få udviklet den fysiske organisme til anvendelighed, men også de åndelige legemer bag den fysiske organisme, vil De ved et nøjere studium se, at det jordiske menneske fra undfangelsen og frem til omkring det 30. år "repeterer" sin egen fortidige tilværelse. De vil se, hvorledes det i moders liv i ren fysisk materie gennemløber et utal af tidligere fysiske stadier af fiske- og pattedyrslignende former, og hvorledes det, når det er født, fortsætter denne repetition i åndelige tilstande. Det gennemløber en hel skala fra urmenneskets uartikulerede primitivitet og frem til det civiliserede menneskes tilstand. Omkring det 30. år er repetitionerne fuldbyrdede, og det jordiske menneske fortsætter da den tilværelse, som afsluttedes med døden i et tidligere liv. Hvis det jordiske menneske var en af sine forældre frembragt ting, så skulle dets fysiske tilværelse udgøre en reproduktion af disse forældre. Men livet omkring Dem vil hurtigt overbevise Dem om, at dette ikke er tilfældet. De er ingen reproduktion, De er en selvstændig og af familie og slægt uafhængig livsenhed, der evigt har været og evigt vil være.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.

 

 

Tilbage til siden med normalt layout © Martinus Institut