Stjernesymbol i menu


Læs og søg i Det Tredje Testamente
   Stk.:  
(F,I,78-100) 
.  
(1,U) 
 
Avanceret søgning
Se symbol nr. 89 i nyt vindue Indholdsfortegnelse for Det Evige Verdensbillede, bog 6   

 

 
Udvalgte tekster
til symbol nr. 89
 
Livets Bog, bind 2, stk. 626-627, 629-630, 636-637
Grundkilden til den jordmenneskelige bevidsthedssfæres kosmisk-kemiske sammensætning
626. Igennem hele vort materiale her i afsnittet "kosmisk kemi" har vi set, at dette har været tanker, ideer og analyser udelukkende baseret på at oplyse jordmennesket om et bestemt felt, nemlig dets egen tilværelses gåde. At dette spørgsmål er det absolut vigtigste, det mest aktuelle for jordens mest fremragende udviklede væsener, behøver vist næppe at kommenteres. At det ikke er det for alle jordmenneskelige væsener, er vist også en åbenlys kendsgerning for ethvert almindeligt begavet menneske. Der er jo også en hel del mennesker, der lever i troen på allerede at have erhvervet sig livsmysteriets sande løsning i form af troen på Jesus Kristus eller på en anden af de fremtrædende store jordmenneskeførere, ligesom der er andre, der lever i modsætningen hertil. De tror slet ikke på noget, ja, benægter alt, hvad de ikke selv kan forstå. Og vi har således her for os grundkilden til den samlede jordmenneskelige tanke- eller bevidsthedssfæres kosmisk-kemiske sammensætning. Det jordmenneskelige tankeklima vil altså i udstrakt grad være en reaktion imellem de her nævnte to slags væseners forskellige tankeindstilling eller opfattelse af selve livet eller tilværelsen. At disse to slags væseners tanker og handlinger må blive højst forskellige, alt efter deres ophavs særlige forskellige indstilling til livet, er naturligvis en selvfølge. De troende tror, de sidder inde med livsgådens løsning, mener sig berettiget til at være autoritet og moralbestemmende overfor alle medvæsenerne. Og de benægtende tror, at de andre ligger under for overtro, og mener om sig selv, at de er de sande autoriteter med ret til at bestemme jordens morallove. Og så er der endelig en tredje kategori, hvis væsener hverken er troende eller benægtende, men derimod er altforstående. De udgør de sande vise og er i kraft af deres høje livskundskab fremtrædende som virkelige moralautoriteter.
      Da de to første kategoriers væsener fremtræder i et overordentlig stort flertal, medens den tredje kategori kun eksisterer i et meget beskedent mindretal, er det givet, at reaktionen af de to førstnævnte kategorier i jordmenneskehedens bevidsthedssfære eller mentalverden i tilsvarende grad er overlegent dominerende. Og da de vise ikke betjener sig af brutal magt, men, i kraft af deres store forståelse af alle ting, er tolerante og kærlige, bliver deres tankeudløsning ligesom noget, der ikke kan blandes med de førnævnte to kategoriers tankestrømninger. Først når der er opstået en slags ligevægt imellem disse, kan der begynde at blive kontakt med de vises tankestrømninger.
"Følelsesklimaet"
627. Fra "Livets Bog" kender vi allerede de tre slags væsener. Igennem symbol nr. 3 og dets tekst har vi erfaret, at den første kategori er væsener, der i særlig grad sanser eller oplever i kraft af "følelse". Deres intelligens er endnu ikke i særlig grad taget i det religiøses tjeneste, selv om den hos disse væsener i stor udstrækning er taget i det rent materielle eller økonomiske livs tjeneste. Disse væsener må derfor på det religiøse område være "troende" væsener. Og denne deres tro vil så igen, alt efter som de endnu mangler kærlighedstalent, gøre dem fanatiske på det åndelige eller sjælelige område. De er ganske ude af stand til at bruge fornuft eller intelligens i det religiøses tjeneste. De mener at være "eneste salige" og fælder derfor hensynsløse straffe- eller fortabelsesdomme over alle anderledes tænkende medmennesker og skaber derved en vis mere eller mindre fremtrædende brutal forfølgelseskampagne imod disse væsener.
      Som det fremgår af tidligere beskrivelser af denne kategori af væsener består den af flere underafdelinger eller grupper. Disse skal vi dog ikke atter komme ind på her, men blot udtrykke, at disse væsener tilsammen udgør ophavet til det første førende tankeklima i jordmenneskesamfundet. Da det i sin hovedform er båret af "følelse", medens intelligens i dette kun spiller en meget ubetydelig rolle, vil vi her i "Livets Bog" kalde dette klima for "følelsesklimaet". Set fra et "kosmisk-kemisk" synspunkt udgør dette klima altså noget af det materiale, det stof eller den materie, mange jordiske mennesker benytter i skabelsen af deres daglige liv og bevidsthed og den hermed forbundne væremåde overfor alt andet levende omkring sig.
      Da intelligens i dette klima spiller en meget underordnet rolle, vil dets reaktioner naturligvis i stor udstrækning kollidere med verdenslovenes førende logik. Og der opstår sådanne mentale naturkatastrofer som: en altbeherskende "intolerance", "religionsforfølgelse", "religionstvang", "inkvisition", fanatiske tilbedelsesformer for den af de samme væsener accepterede gud eller guder og de herunder henhørende trosdogmer foruden den umådelige hale af mindre former for overførelse af de samme bevidsthedstendenser på mere almengældende foreteelser i det daglige liv, der også kendetegner disse væsener. Vi møder således den samme intolerante, fanatiske dyrkelse og holdning i politiske foreteelser, i ægteskabsdetaljer og kønsmoral, ligesom den samme fanatisme eller uintelligente og dermed ubeherskede følelsestilstand gør disse væseners bevidsthed til storpassage for hævn, misundelse, jalousi eller skinsyge samt alle andre udløsninger af hensynsløs egoisme eller selviskhed.
      At dette tankeklima ikke under nogen som helst omstændigheder kan "frelse" verden eller udfri jordmenneskesamfundet af lidelser er naturligvis en selvfølge. Dertil er det i altfor høj grad blottet for virkelig uselvisk sympati eller absolut kærlighed.
"Kirkehelligdommen" kan ikke give en varig tilfredsstillelse med hensyn til livsmysteriets løsning. Væsenerne søger i millionvis over i en anden mental sfære, vi her i "Livets Bog" udtrykker som "skolehelligdommen"
629. [...] Men kredsløbet fortsætter. Væsenerne er levende og kan ikke næres med dogmer, der er blevet til ruinhobe. De kan ikke leve i en stenverden, selv om den er udsmykket med krystaller og isblomster. De er af kød og blod. De ønsker derfor at føle det samme hjertets og blodets varmende pulsslag som kendsgerning i livets detaljer udenfor, på samme måde som det forlængst er blevet til kendsgerning i deres eget indre. De må derfor lægge dogmeverdenen, trosverdenen bag sig, de må ud, bort fra zonen. Livslovene betinger, at de må fremad og opad mod det absolutte lys, den evige sandhed eller livsgådens løsning i det fjerne.
"Intelligensklimaet". Kampen imellem de "troende" og de "vantroende" og dens konsekvenser
630. Men hvorledes ser disse vandrere nu ud? – Ja, til at begynde med har de naturligvis ikke en så ædel indstilling som den ovenfor nævnte. De karakteriserer sig derimod mere som identiske med de væsener, man kalder "irreligiøse". De er alle væsener, i hvem intelligensevnen er blevet altfor dominerende i forhold til følelsesevnen. Vi vil derfor udtrykke disse væseners samlede tankeatmosfære som "intelligensklimaet". De er kulminerende skeptikere overfor alt religiøst. De overleverede religiøse sandheder betragtes af de samme væsener nærmest som udtryk for naivitet og overtro, fordi de udelukkende dømmer disse efter den for en primitiv opfattelsesevne tilpassede elementære terminologi, de samme sandheder endnu i dag doceres eller fremtræder i. Nævnte terminologi er jo ikke beregnet på en intelligensmæssig udredning, er ikke i noget som helst øjemed bestemt til at skulle være en analyse, men er derimod udelukkende skabt til kun at udgøre et stemningsfrembringende ideal, analogt med sakramenter og dåbshandlinger. Da nævnte realiteter således hovedsageligt er baseret på at skulle være føde for trosevnen, kan de naturligvis ikke blive af særlig værdi for væsener, der mere eller mindre har mistet denne evne. Og de pågældende væsener bliver da også betragtet af de "troende" som "vantroende", der, hvis de ikke "omvender" sig, bliver "fortabte". Disse såkaldte "vantroende" udgør med al deres skepsis og antipati imod alt religiøst et overordentligt stort "tankeklima" i jordmenneskezonen. De danner en helt anden bevidsthedssfære, en helt anden "bolig i Faderens hus" end de førstnævnte. Men det er ikke en "bolig", der ligger ved siden af eller er et andet sted henne i rummet. De to "boliger" optager det samme rum, i fysisk forstand. De strækker sig ud over de samme kontinenter, de samme oceaner, de samme byer og de samme lande. Deres beboere rejser med de samme skibe, jernbaner, omnibusser og flyvemaskiner. De har fælles gader, veje, ja, har endog i stor udstrækning fælles huse, fabrikker, offentlige anlæg, institutioner, skoler, er aktionærer eller parthavere i samme foretagender, aktieselskaber, etc. De to "boliger" befinder sig således som nævnt i det samme rum. Deres adskillelse er udelukkende af åndelig art. De er derfor heller ikke umiddelbart synlige for det almindelige jordmenneske. Og de er da også nærmest ukendt af dette væsen, ja, endog hovedparten af de to sfærers egne beboere aner endnu ikke disse deres egne mentale hjemstavnszoners eksistens eller plads i kredsløbet og langt mindre deres analyser. Men at de ikke desto mindre eksisterer kan altså ikke benægtes, sålænge der eksisterer virkeligt "troende" og virkeligt "vantroende".
      De sidstnævnte væsener har som før nævnt en altfor dominerende intelligens i forhold til følelse. Denne evnes udvikling har forlængst kvalt deres trosevne. De er blevet "analysemennesker". De vil i deres livsførelse kun arbejde med absolut håndgribelige, fysiske realiteter. Alle foreteelser, de ikke kan veje og måle, er for dem unatur, uvirkelighed eller overtro. Men dette behøver ikke at betyde, at sådanne mennesker er virkeligt "onde". Tværtimod, der findes undertiden mange af disse væsener, der må udtrykkes som "gode" og fremtrædende med en nobel og fin karakter, medens det omvendte undertiden er tilfældet med de førnævnte "troende". Her kan meget ofte findes mennesker af en meget "ond" og smålig natur, hvilket jo aldrig kan benægtes, sålænge man her dømmer alle anderledes tænkende så hårdt, straffer dem med inkvisition, bål, brand og fortabelsesdomme. De to tankeklimaer eller åndelige "boliger" rummer således i lige grad både "onde" og "gode" mennesker i sig. Og det er derfor ikke således, at man kan sige, at den ene bolig er højere i kultur end den anden. De har begge hver især lige akkurat den mangel, der betinger, at deres "beboere" hverken er fuldkomne eller salige. Der vil aldrig nogen sinde kunne skabes den absolut "varige fred" indenfor disse to zoners domæne. Dertil er hver gruppes individer for intolerante eller uforstående overfor den anden gruppes berettigede eksistens. Der vil derfor være krig imellem de nævnte zoners væsener. De to zoners tankeklimaer reagerer stærkt overfor hinanden. De "troende" regner de "vantroende" for "syndere", for væsener, der tilhører "djævelen" eller andre "onde" magter, hvis de ikke "omvender sig", hvilket vil sige bliver "troende". Og de "vantroende" regner ikke med de "troende", fordi de er disse intelligensmæssigt overlegne. Og ingen af de to grupper forstår den rette sammenhæng og kan derfor ikke give hinanden den respekt og ret til eksistens, de retteligt har krav på. En meget fejlagtig "kosmisk kemi" opstår. Tankereaktionerne bliver af dræbende eller krigsbefordrende natur. Med andre ord: De to sfærers tankeklimaer bliver "giftige", bliver mentalt lemlæstende eller dødbringende for individerne selv. Beviset herpå er alle de overfyldte sindssygehospitaler og åndssvageanstalter, der forekommer verden over, samt alle de af materiel art forekommende krigstilstande eller dræbende og bloddryppende udløsninger, de nævnte tankeklimaer afføder i folkenes daglige udformning af livets eksistens.
Jordzonens "ældste". "Verdensgenløserne" er jordmentalitetens "salt"
636. [...] Man forstår her den enorme betydning, de fortidige oplevelser har i individets udformning af dets nuværende liv, og hvorledes denne udformning igen får betydning for det samme væsens kommende nye jordliv. Og det er let at indse, at væsener med overdådigt erindringsmateriale fra lidelsesfelter i fortidige jordliv må være ganske anderledes i deres bevidsthed og fremtræden i deres nuværende jordliv end de væsener, der endnu kun har relativt lidet erindringsmateriale fra nævnte liv. Og disse førstnævnte væsener bliver da også her at udtrykke som jordzonens "ældste", selv om denne deres identitet naturligvis er ganske uafhængig af deres nuværende fysiske alder. Det er de ypperste af disse erfaringsrige væsener, vi kalder "vismænd", virkelige "profeter" og "verdensgenløsere". Det er disse sidstnævnte væsener, der er jordmentalitetens "salt" og frier menneskeheden fra fortabelse eller fordærv, alt efter som den får udlevet lidelseszonen og råber efter livsmysteriets løsning, råber efter fred og harmoni. Det er "verdensgenløserne", der fører menneskeheden imod den højeste kultur, der mere og mere er baseret på ånd og intellektualitet.
"Intellektuelklimaet"
637. Foruden "følelses-" og "intelligensklimaet", der er de tilsvarende følelses- og intelligensmenneskers tankemanifestationer, er der således også til stede i jordzonen en serie af de ovenfor nævnte erfaringsrige væseners tankemanifestationer, der ligeledes bliver til et tankeklima. Dette vil efterhånden komme til at beherske hele menneskeheden og dermed udfri den fra dyrets tilstand, fra krig, lemlæstelse og lidelse og i stedet for den nuværende dødbringende disharmoni sætte en "varig freds" lysende stråleglans ind i dens fremtidige væsen. Og alt eftersom jordmennesket får beriget sig med lidelseserfaringer og kan begynde at anvende sin intelligens i medlidenhedens eller humanitetens, tolerancens eller den virkelige næstekærligheds tjeneste, er det med til at befrugte, vedligeholde og formere dette nye verdensfrelsende tankeklima.
      Og da fundamentet for hele dette tankeklima, som her er vist, er baseret på konsekvenserne af erfaringsrigdom fra tidligere lidelseszoner, krigsskuepladser og jagtterræner, fængsler og torturkamre, fra hadets og hævnens bloddryppende dramaer, fra dødbringende religionskampe og fra kampe om guldet eller materielle værdier, fra kampen om positioner, "ære" og magt, om ægtemager, elskerinder og bejlere, fra sjælekampene i seksualismens polbaners ulykkelige trængselszoner såvel som fra kulminerende lysinspirationer fra de samme kønsbaners passage ind i den guddommelige Faders evige stråleregioner, er vi nødsaget til at måtte erkende, at med denne erindringssamling i bevidstheden begynder først den virkelige forståelse af livet. Og vi bliver derfor nødsaget til at bedømme vedkommende væseners tankeklima som det eneste absolut virkeligt "intellektuelle". Og vi vil derfor udtrykke dette tankeklima som "intellektuelklimaet".


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.